### **Om virksomheden**

Jeg har været i praktik hos S1, en tech‑startup, der fungerer lidt som Momondo men for skirejser.

S1 samler rejser fra alle store danske udbydere og gør det nemt for brugerne at søge, sammenligne og filtrere blandt tusindvis af rejsemuligheder. Ideen er at skabe en bedre brugeroplevelse, så man slipper for at have mange åbne faner og hjemmesider for at finde den rette rejse.

Med mange filter muligheder kan brugeren tilpasse søgningen efter behov, gemme interessante rejser, og dele dem i lister med venner og familie, hvor man kan stemme på favoritterne.

Virksomheden vokser hurtigt og udviklingen går stærkt. De har over 12 millioner rejser i databasen og tilføjer nye hver uge, til kontekst havde de ca. 8 millioner da jeg startede min praktik.

### **Indblik i virksomheden og daglig drift**

Jeg har fået god indsigt i den daglige drift hos S1 gennem vores kommunikationskanaler på Slack.

S1 tjener en procentdel pr. solgt rejse hos sine samarbejdspartnere, og gennem praktikforløbet kunne jeg følge med i, hvordan udvikling, forhandlinger og samarbejde med både nye og eksisterende partnere foregik.

Jeg deltog som en del af udviklingsteamet i vores ugentlige stand ups, som var utroligt lærerige faktisk i nogle af de tre mest travle og udviklings rige måneder i virksomhedens historie. Det gav mig en fornemmelse af tempoet og dynamikken i en virksomhed i hurtig vækst.

Jeg har også fået indsigt i hele organisationens opbygning fra udvikling til marketing og forretningsdelen. Det gav et godt billede af, hvordan alle områder i en tech startup hænger sammen.

## **Arbejdsopgaver og erfaringer**

I mit praktikforløb hos S1 fik jeg hurtigt mulighed for at bidrage med konkrete udviklingsopgaver. Jeg kunne trække på min baggrund fra studiet, samtidig med at jeg løbende tilegnede mig ny viden for at løse de tekniske udfordringer, jeg blev stillet over for. Jeg fik både lov til at arbejde selvstændigt og oplevede også, hvor værdifuldt det er at arbejde som del af et team med gode samarbejds rutiner.

#### **Onboarding og Kanban**

Allerede fra start brugte jeg mine erfaringer med agile metoder i praksis. Hos S1 arbejder de med Kanban, som administreres gennem værktøjet Linear. Her kan alle direktør, CTO, tech lead, designere og marketing oprette nye issues eller features.

Vi havde en stor backlog med opgaver, men også en "next up" kolonne til prioriterede opgaver. Til min første dag havde de forberedt en liste på 14 onboarding issues.

Det var mindre opgaver som at opdatere tekst, ændre styling, tilføje padding, rette koordinater på kortet, og udvikle en søgefunktion til artikler og guides.

Selvom opgaverne var små, var de et rigtig godt udgangspunkt til, at sætte mig ind i projektets overordnede struktur og arkitektur. Her lærte jeg hurtigt, hvordan hele frontenden hang sammen, og hvordan S1 arbejdede med versionsstyring, deres CI/CD pipelines og feedback gennem pull requests og reviews.

#### **Feature udvikling og CMS arbejde**

Efter onboarding fik jeg mere komplekse opgaver, der omfattede egentlig feature udvikling.

Jeg fik blandt andet til opgave at udvikle deres "Om os" side fra bunden, baseret på eksisterende Figma mockups og designs. I den forbindelse blev jeg introduceret til CMS systemet Sanity, et headless Content Management System, som jeg senere arbejdede meget med.

Med Sanity udviklede jeg blandt andet et kampagnesystem, så content teamet kunne opsætte kampagner for specifikke rejsebureauer. Et eksempel var Sunwebs Early Booking‑kampagne, som blev taget i brug, mens jeg stadig var i praktik. Jeg udviklede også en funktion, hvor man kunne vise popup‑advarsler for rejsebureauer, som S1 ikke kunne linke direkte til.

### **Page Builder – et større udviklingsprojekt**

Min største læringsoplevelse opstod, da jeg fik lov at udvikle en Page Builder i Sanity.

Formålet var at spare udviklerne tid i fremtiden og give content teamet frihed til selv at opbygge sider og artikler uden teknisk hjælp.

Jeg udviklede et sæt af prædefinerede blokke – fx image segment, image + text, text segment og advertisement som kunne kombineres og flyttes rundt på siden.

Content teamet kunne skrive tekst i HTML/Markdown, uploade billeder og selv styre rækkefølgen og layoutet.

Jeg designede det hele responsivt og fleksibelt, så indholdet fungerede godt på både desktop og mobil.

Det var et projekt, hvor jeg arbejdede i dybden med design, struktur og brugerbehov, og det føltes virkelig som et værktøj, der skabte værdi for virksomheden.

#### **Databaser, backend og performance**

En af de teknisk mest udfordrende opgaver opstod, da jeg skulle udvikle en funktion til at søge efter skirejser baseret på tags og kategorier på destinationer. Her fik jeg berøring med hele tech stacken database, backend, frontend og UX.

Det var en større udfordring at navigere og finde hoved og hale i en større applikation som allerede er i produktion. Jeg lærte, hvordan queries kan optimeres for hastighed og ydeevne, og fik bedre forståelse for, hvordan backend og frontend konstant skal balanceres for at give brugeren en hurtig brugeroplevelse.

#### **Data, tracking og BI**

En anden vigtig del af mit arbejde handlede om dataopsamling. Hos S1 bruger vi PostHog til at tracke brugeradfærd. Jeg udviklede en tracker til at registrere, hvornår brugere havde set aktive kampagnebannere på destinationssiderne.

Det var en god oplevelse at se, hvordan den viden jeg har opnået på tværs af forskellige fag, kunne komme i spil og skabe reel værdi for en virksomhed. S1 opsamlede næsten alle typer data, man kan forestille sig, hvordan brugere navigerer på siden, hvilken device de bruger, hvilke rejser der er mest populære, og hvor mange brugere der ser og klikker på rejser fra specifikke samarbejdspartnere.

Disse data blev brugt i virksomhedens BI‑dashboards til at følge udviklingen og dokumentere effekten af nye features.

Dataen blev også brugt som beslutningsgrundlag i forhandlinger med partnere og i dialoger med investorer.

Det gav mig en dybere forståelse for, hvordan data og teknologi hænger sammen med forretningsmål og strategiske beslutninger.

# **Personlige udviklingsmål og erfaringer**

Et af mine store personlige mål for praktikken var at udfordre mig selv både fagligt og socialt.

Efter følelsen af at være låst fast efter mange år med skolegang på Bornholm havde jeg et ønske om at prøve noget nyt. Jeg valgte derfor at flytte til Aarhus for at være fysisk til stede på kontoret og indgå i kontormiljøet sammen med mine kolleger.

Det var en stor forandring, og jeg var både spændt og en smule nervøs, men jeg vidste, at det var netop det spring, jeg havde brug for.

Det har givet mig en enorm personlig udvikling og selvtillid.

Jeg har nydt fællesskabet hos S1, frokoster, dart og bordtennis kampe, fredagsbar og dialoger med kolleger fra hele kontorfællesskabet AnyHow, hvor flere startups delte kontor.

Det sociale miljø bidrog til at skabe en god balance mellem arbejde og trivsel, og jeg lærte meget af at se, hvordan andre i branchen arbejder og tænker.

# **Refleksion og læring**

Jeg har lært utroligt meget i min praktik, både teknisk og personligt. Det har været en stor oplevelse at bruge mine færdigheder fra studiet i en rigtig virksomhed og skabe noget, der har værdi for både kolleger og brugere.

Jeg har lært at samarbejde i et professionelt team, modtage feedback på mit arbejde, og hele tiden forbedre mine løsninger.

Jeg har haft stor hjælp af at have en mere erfaren programmør som vejleder, det gav mig mulighed for at få hurtig sparring og forståelse for arbejdsmetoder i praksis.

Samtidig har jeg lært vigtigheden af at stille spørgsmål tidligere i processen. Jeg havde en tendens til at bruge for meget tid på at finde løsningen selv, i stedet for at spørge og lære hurtigere.

Jeg har også arbejdet med at stole mere på mine egne evner. I starten var jeg lidt tilbageholdende med at ændre i kode skrevet af mine kolleger, men indså, at det netop var det der var min opgave som udvikler.

Jeg blev introduceret til blandt andet SEO (Search Engine Optimization) her blev jeg langt klogere på, hvor vigtig metadata og HTML struktur er for synlighed og brugeroplevelse.

Derudover kunne jeg med fordel have arbejdet mere med TypeScript og Node.js før praktikken. Jeg kunne mærke, at syntaksen og konceptet med backend i Node krævede ekstra tid at forstå.

Selvom jeg primært arbejdede med frontend, ville jeg gerne have haft mere tid til at arbejde med vores web scraping motor, der henter rejser fra diverse udbydere. Det ville give mig en endnu dybere forståelse for hele systemets flow fra indhentning og formatering af data til præsentation i brugergrænsefladen.

#### **Forbedringer**

Der er få ting, jeg ville ønske, jeg havde gjort anderledes, og noget ekstra viden, jeg gerne ville have haft, inden jeg startede min praktik.

Måske et bedre indblik fra studiet i, hvordan erfarne programmører tilegner sig ny viden og holder sig opdaterede.

Efterfølgende har jeg tænkt, at jeg med fordel kunne have taget et kursus eller lignende for at forberede mig bedre på det forløb, jeg skulle begynde på. Jeg er tilfreds med mit arbejde og har lært meget, men der var flere begreber og værktøjer, jeg mødte for første gang under praktikken.

Fx emner som CMS og SEO, som jeg i dag ser som meget centrale inden for webudvikling, men som jeg ikke havde nogen større forståelse for, før jeg stødte på dem i praksis.

Det er også områder, som jeg tror kunne være gavnlige at inddrage mere i uddannelsen.

På den måde får man ikke kun viden om, hvordan man bygger hjemmesider, men også hvordan man giver kunderne mulighed for selv at styre deres indhold. Det samme gælder SEO, som har stor forretningsmæssig betydning og kan være afgørende for, om et produkt overhovedet bliver opdaget af brugerne.

## **Systemudviklingsmetoder i praksis**

Under praktikken oplevede jeg at vi arbejdede meget agilt i praksis men uden at følge en fast ramme som Scrum eller Extreme Programming. Det er muligvis fordi S1 er en start up hvor man prioriterer fleksibilitet og hurtige iterationer frem for formaliserede processer.

Fra mit studie havde jeg erfaring med værktøjer som UML og ER diagrammer som især kunne have været hjælpsomt til at danne mig overblik over hele applikationen. Også Use case og aktivitetsdiagrammer til at forstå user flows. Disse metoder blev ikke direkte brugt, men jeg kunne se hvordan en mere struktureret brug af fx backlog prioritering og sprint reviews kunne have skabt et bedre overblik og fælles retning for teamet.

Til gengæld lærte jeg, hvordan agil udvikling kan se ud i virkeligheden, når tidsfrister og forretningsmål fylder mere end formaliserede processer. Det gav mig en bedre forståelse af, hvornår der er behov for struktur og metoder, og hvornår fleksibilitet skaber mest værdi.

Jeg oplevede også, hvordan det kan gøre det vanskeligere at forstå systemets struktur og sammenhænge, når UML‑diagrammer som f.eks. klassediagrammer ikke er til stede.

# **Afslutning**

Mit praktikforløb hos S1 har været en af de mest udviklende og inspirerende perioder i min uddannelse.

Jeg har fået indsigt i, hvordan teori fra studiet bliver omsat til virkelighed, og hvordan samarbejde, struktur og ansvar spiller sammen i en professionel virksomhed.

Jeg har lært at arbejde selvstændigt, samt tage ejerskab over mine opgaver og bruge feedback aktivt.

Derudover har jeg fået bekræftet, hvor mange muligheder branchen rummer, og hvor meget der stadig er at lære.

Jeg er taknemmelig for at have været en del af S1 teamet og for de erfaringer, jeg tager med mig både teknisk, fagligt og personligt.

Det har givet mig motivation og retning for min videre udvikling som programmør.

### **Kvittering**

Kære P3

Tak for din evaluering af praktikopholdet hos S1.

Din evaluering er vigtig for os, da den er med til at kvalitetssikre fremtidige praktikforløb.

#### **Med venlig hilsen**

Cphbusiness

2025-09-23T16:19:34.2780634Z (id: T1 -b99d-ef11-8a69-6045bd8f5bab
